NuMedDamp på Trustpilot
Pink-mule logo

Er du fyldt 18 år?

Før du kan benytte vores webshop, skal du
bekræfte at du er 18 år eller derover.

FILTER
Varen er lagt i din indkøbskurv
Til indkøbskurven

Batterisikkerhed

Oprettet d. under Gode råd

Batterisikkerhed

Du finder ikke én eneste e-cigaret uden et batteri. Batteriet i en e-cigaret er som motoren i en bil. Den fungerer bare ikke uden. Batterierne kan variere fra indbyggede til eksterne batterier, mens de store mods også af nogle omtales som et batteri. De indbyggede batterier er altid tilpasset e-cigaretten og kan dermed holde til den belastning, de udsættes for. Derfor er de ikke relevante, når vi snakker batterisikkerhed. Derimod vil dette blogindlæg omhandle de eksterne batterier, og hvordan disse bør håndteres, så vi undgår endnu en ulykke, der ender i medierne og kaster mørke skygger over e-cigaretter generelt.

Selv om det ville være dejligt let at starte ud med de gode råd til den bedste håndtering af batterierne, så tager vi i stedet hul på den tørre del af batterisikkerheden. Første step til at passe på batterierne og e-cigaretter er nemlig at vælge de helt rigtige batterier.

 

 

Hvad er forskellen på ampere og milliampere timer?

Når du skal finde batterier til din e-cigaret, er der masser af sjove tal og bogstaver, der kan være rigtigt svære at forstå uden baggrundsviden, men som er utroligt vigtige, så du kan vælge det rette batteri til din e-cigaret. Er du før stødt på et tal efterfulgt af enten A eller mAh og ikke vidst, hvad det egentligt betyder? Så er du ikke alene. Det vil vi sætte en stopper for nu, så du fremadrettet altid ved, hvad du skal gå efter, når batterierne til e-cigaretten skal udskiftes.

Bogstavet A står for begrebet Ampere og betyder ydelsen eller strømmen. Værdien Ampere er den belastning, som dit batteri tåler, når det er i brug, uden at det brænder sammen. Det er altså den værdi, der bruges, når batteriet skal levere kraft til e-cigaretten. Jo højere værdien af A er, des kraftigere coil kan du bruge – altså en lavere ohmværdi.

Støder du derimod på bogstaverne mAh, beskriver de i stedet batteriets kapacitet. MAh står for milliampere timer og beskriver, hvor lang tid batteriet holder i brug. Har et batteri en kapacitet på 2000 mAh, kan det kontinuerligt levere 2000 mA en time i træk eller 1000 mA to timer i træk, før batteriet igen skal oplades. Det betyder, at jo højere kapaciteten er, desto længere tid kan du dampe løs på en opladning.

 

 

Hvad handler Ohms Lov om?

Når det kommer til batterier, er der én ting, der overskygger alt andet. Man kan tage masser af sikkerhedsforanstaltninger, men hvis ikke man vælger de rette batterier til e-cigaretten, kan alle de andre sikkerhedsforanstaltninger være ligegyldige. Med forkerte batterier kan man nemlig risikere, at batterierne bliver udsat for alt for høj belastning og brænder sammen, og så virker e-cigaretten altså ikke. Hos NuMedDamp.dk prøver vi altid at guide vores kunder bedst muligt til de rette batterier, og derfor finder du altid mindst ét slags batteri som tilkøb, når du kigger på en e-cigaret eller et mod på hjemmesiden. Vælger du denne, kan du være sikker på, at batteriet holder til belastningen. Vil du derimod gerne selv finde frem til det rette batteri, anbefaler vi dette udregningsskema, der kan hjælpe dig: https://www.qrv.dk/ohmslov.php

Mange især nyere dampere begår normalvis den fejl blot at tænke på mAh, når de vælger batterier til e-cigaretten. Dermed får de et batteri, som kan holde strøm længe og derfor ikke skal lades så tit. Det er bare ikke nok. Til udregningsskemaet skal du tage udgangspunkt i din coil/brænder til din e-cigaret. Vi anbefaler at vælge den coil med lavest ohm, som passer til din e-cigaret, da du dermed er på den sikre side. Til den populære SMOK TFV12 P Cloud Beast tank medfølger coilen SMOK TFV12 P-T10 på 0,12 ohm. De 0,12 ohm tastes ind i udregningsskemaet ved feltet ”R (Ohm)”. Når du står med disse coils i hånden, kan du aflæse deres maksimale wattværdi på siden, ligesom du også kan finde denne under produktet på vores hjemmeside. Den nævnte coil kan køre op til 120 watt, som indtastes i udregningsskemaets felt ”P (watt)”. Derefter udregner skemaet værdien 31,62 A i feltet ”I (amp)”, og det betyder, at dine batterier som minimum skal kunne holde til 31,62 Ampere i belastning. Da denne værdi er minimumsværdien, anbefaler vi naturligvis at vælge batterier på 35A eller derover, så de helt sikkert kan holde til belastningen. Generelt anbefaler vi hos NuMedDamp.dk at bruge Sonys VTC5A 35A batterier til sub-ohms e-cigaretter, så du altid er på den sikre side.

 

 

Husk den korrekte størrelse på dine batterier

Nu hvor dette regnestykke er på plads, og du altid selv kan finde frem til de bedste batterier til e-cigaretten, er det vigtigt også at nævne, at der findes forskellige størrelser på batterierne. Hos NuMedDamp arbejder vi primært med størrelserne 18650, 20700 og 21700. Under alle e-cigaretter sørger vi for at informere om hvilke størrelser af batterier, der passer til e-cigaretten, så du ikke kommer hjem med en forkert størrelse, som du ikke kan bruge til noget. Det er næsten lige så irriterende som at komme hjem med AAA-batterier til fjernbetjeningen til tv’et, når den egentligt skal bruge AA-batterier. Det er lige til at få grå hår af!

 

 

Vi anbefaler: Variable mods eller mekaniske mods?

Hos NuMedDamp.dk forhandler vi kun variable mods. Disse mods har beskyttelse mod overafladning. Derudover kan du følge med i batteriniveauet, så du ved præcist, hvornår batterierne trænger til at blive opladet igen. Derudover findes der mekaniske mods, som vi dog ikke forhandler her. Disse kræver, at du selv holder øje med spændingsniveauet på batteriet, og der er dermed ikke samme sikkerhed mod overafladning. I stedet vil du fornemme, at ydelsen på batterierne falder stille og roligt i takt med, at dine batterier aflades ved brug. Den største batterisikkerhed opnår du ved at vælge et variabelt mod.

 

 

Lad dine batterier hænge sammen i par

Hvis du har et mod med plads til to eksterne batterier, er det utroligt vigtigt at huske på én særlig ting: de to batterier skal altid følges ad. Hvis det ene batteri i dit mod har mindre strøm på end det andet, kan det ene batteri blive overbelastet, når du damper og dermed begynde at ventilere. Dette kan forårsage en eksplosion. Derfor er det vigtigt at parre de to batterier helt fra start. Køb dem samtidigt, oplad dem samtidigt, brug dem samtidigt og kasser dem samtidigt. Hvis et batteri går i stykker, bør du kassere begge. Tilføjer du et nyt batteri til sættet i stedet for det defekte, risikerer du i værste fald den fornævnte eksplosion, da det ene belastes mere end det andet.

Har du derimod et mod med plads til tre batterier, er det naturligvis tre styk, der skal sættes sammen i et sæt og følges ad. Skulle ét batteri her gå i stykker, kan du stadig bruge de to resterende batterier – dog kun i et mod med plads til to. De fungerer nemlig stadig som et par og kan bruges sammen Det samme gælder, hvis du har et mod til to batterier, og det ene går i stykker. Her kan det andet batteri stadig bruges i et mod med plads til ét batteri. Antallet af parrede batterier afhænger altså af dit mod.

 

 

Hvad er den mest optimale opladning af batterierne?

Når man køber en e-cigaret eller et mod online, følger der som regel altid en ledning med i pakken med usb-indgang. Mange dampere har dog misforstået, hvad dette kabel skal bruges til, da det rent faktisk er beregnet til opdateringer af produktet. Kablet kan bruges til opladning, men hos NuMedDamp.dk anbefaler vi det ikke. Når man oplader batterierne direkte i modet, får du nemlig ikke en optimal opladning. Derudover kan chippen til opladning ikke kontrollere, at batterierne bliver ladet ens. Det betyder, at der også her kan opstå forskelle i styrken, og som vi har nævnt før, kan det i værste tilfælde resultere i en eksplosion. Derfor anbefaler vi altid at oplade eksterne batterier i en ekstern batterilader, hvor du også vil oplade, at batterierne vil holde strøm i længere tid. Kun hvis en e-cigaret eller et mod har et indbygget batteri, anbefaler vi at oplade via det medfølgende stik. Er dette tilfældet, bør dette dog aldrig foregå via en telefon- eller tabletoplader, da disse ikke oplader med samme belastning som en oplader til e-cigaretter. Der vil være undtagelser, hvis telefonopladeren lader med 1A, men dette er op til kunden at tjekke.

Derudover er det vigtigt at holde øje med batterierne, når de oplades. Med dette mener vi naturligvis ikke, at du skal sidde og stirre på dem gennem hele opladningen. Hold op, et tidsspild! Vi mener blot, at vi anbefaler, at du oplader batterierne om dagen og ikke om natten, hvor du ikke er vågen til at holde øje med opladningen. Derudover har en oplader og din e-cigaret heller ikke godt af, hvis opladningen foregår i en seng, på sofaen eller på et gulvtæppe. Lad i stedet dit apparat stå til opladning på en plan flade såsom et bord, så den ikke overopheder under opladningen.

 

 

Sikker håndtering af dine batterier

Der er mange forholdsregler, man kan tage, når det kommer til batterisikkerhed. Derfor har vi her lavet en liste over, hvad du kan gøre for at beskytte batterierne bedst muligt, så de kan holde længere:

  • Sluk eller lås batteriet når det ikke er i brug. Hvis ikke dit batteri er slukket eller låst, kan det aktivere sig selv i lommen.
  • Hold batteri rengjort. En bil med beskidt olie fungerer heller ikke lige så godt som en bil, hvor olien udskiftes jævnligt. Rengøring kan være altafgørende.
  • Undgå ekstreme temperaturer og vand. Dette kan påvirke holdbarheden på produktet.
  • Undgå at bruge to forskellige batterier i din e-cigaret. Disse kan have forskellige styrker, og dermed kan det ene batteri blive overbelastet og skabe en eksplosion i værste tilfælde.
  • Opbevar batterierne i en æske beregnet til formålet, når de ikke er i brug. Løse batterier er aldrig en god ide.
  • Pas på andet metal, nøgler og mønter. Ligger batterierne frit i en taske, er polerne blottet. Hvis metal rammer begge poler, skabes et kredsløb, hvilket kan resultere i brand eller en eksplosion.
  • Kasser batterier ved slagskader, fugt eller ødelagt wrap. Følg anvisningerne for kassering af batterier på din lokale genbrugsstation.
  • Pas på slag og skader. Hvis et batteri har fået slag, kan cellerne være beskadigede. Det kan betyde, at batteriet ikke kan lades ordentligt eller bliver meget varmt under opladning og brug.
  • Vælg produkter med sikkerhedsfunktioner. Mange e-cigaretter har sikkerhedslås, mens mange opladere har funktioner, så du undgår overopladning og overophedning. Gå efter disse, så du er mere sikker.
  • Brug dine batterier kontinuerligt. Cellerne i genopladelige batterier kan klappe sammen, hvis batteriet er blevet brugt lidt og derefter ikke bruges i en periode.

 

Vi er godt klar over, at det var noget af en omgang, og at det er omfattende at læse og forstå. Vi sidder naturligvis altid klar på mail, telefon eller chat til at kunne hjælpe dig frem til de rette batterier og håndtering af disse, hvis du har spørgsmål. Det er bare utrolig vigtigt at være påpasselig med batterierne, da det i værste tilfælde kan betyde både materielle skader og personskader, hvis de ikke håndteres korrekt. Det er selvfølgelig ikke altid tilfældet, men er det ikke bedre at være på den sikre side end at risikere ulykker?


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar

VISA MasterCard VISA Electron JCB ViaBill MobilePay Apple Pay Google Pay